Nutidsscenarie 1
I billetlugen forklarer parret at de har reserveret billeter til filmen. De oplyser deres telefonnummer som fungerer som reservations-nummer. Billetlugemanden indtaster deres telefonnummer på sin PC og får herved oplysninger frem om deres reservation. Han ser at alting er som det skal være, og han beder dem om betaling, da parret ikke har valgt at betale for billeterne online. Parret betaler, og får udleveret deres billeter og får et "God fornøjelse" med på vejen af billetlugemanden.
Nu har parret 40 minutter at slå ihjel inden deres film begynder. De vælger derfor at bevæge sig fra billetlugen og ned til café-området. Da det er en stille hverdagsaften er de de eneste i området indtil videre. De går op til baren og bestiller 2 kopper kaffe. Ekspedienten beder om betaling, parret betaler, og få sekunder efter er der varm kaffe klar til dem.
Parret kigger ud over det tomme område og udvælger sig et bord at sidde ved. De sætter sig med deres kaffe og begynder at snakke om deres hverdag. I baggrunden kører et fjernsyn med trailers for kommende film, men volumen er lav nok til ikke at forstyrre deres samtale, og ingen af dem er interesserede i at se trailers lige nu - de vil hellere snakke sammen.
Efter at have siddet og sludret i 25 minutter bliver dørene åbnet. De rejser sig, og efterlader deres tomme kaffe-kopper på bordet. De går hen til billet-kontrolløren og viser deres billet. Han tager en snip af deres billet og lukker dem ind.




